Positive spor i 2016 regnskabet

Ny strategiplan satte positive spor i 2016-regnskabet for Grenaa Havn

Regionsrådsformand Bent Hansen valgt som ny formand for bestyrelsen i Grenaa Havn A/S. Havnen kan notere et tilfredsstillende resultat for 2016 og gode udsigter for 2017.

Allerede få måneder efter vedtagelsen af den ny strategiplan for Grenaa Havn blev de første resultater af den fokuserede indsats på havnens styrkepositioner hevet hjem. Strategiplanen får sin del af æren for, at Grenaa Havn kom ud af 2016 med et positivt regnskabsresultat og fremgang på de væsentlige områder.

På den ordinære generalforsamling i Grenaa Havn A/S den 24. april 2017 kunne bestyrelsens formand, Poul Anker Lübker, orientere om, at havnen i 2016 havde fremgang i både aktiviteter og omsætning. Havnens samlede omsætning steg således i 2016 til 52,7 mio. kr. mod 46,4 mio. året før, og Grenaa Havn håndterede i 2016 1,4 mio. tons gods mod 1,2 mio. tons i 2015. Regnskabsresultatet for 2016 blev på 8,1 mio. kr.

Bestyrelsen for Grenaa Havn forventer øget fremgang i indeværende år. Strategiplanen omfatter bl.a. en tilpasning af organisationen, som nu er gennemført, og Poul Anker Lübker betegnede havnens fremtidsmuligheder som formentlig de bedste nogen sinde.

Satser fortsat på vindprojekter

Formanden omtalte i sin beretning bl.a., at Grenaa Havns planer om at opstille vindmøller ud for havnen efter længere tids grundig analyse blev endeligt opgivet i løbet af året. Samlet har analyser m.v. vedr. dette projekt kostet cirka 1,5 mio. kr.

”Men det betyder ikke, at Grenaa Havn opgiver de vigtige kompetencer, havnen har vedrørende havvindmøller, og Grenaa Havn vil stadig satse på at være en aktiv spiller i fremtidig udvikling af havvindmølleparker – men det bliver i en rolle som professionel assembly/udskibningshavn”, sagde Poul Anker Lübker.

Foruden vind er bulk, projektlaster, recycle & waste management, færge- og liniefart, udlejning samt stacking & maintenance af borerigge, platforme og skibe de styrkeområder, hvor Grenaa Havn har betydelige fordele og kompetencer. Det er derfor dem, der fokuseres på i fremtiden.

Ny formand for bestyrelsen

Efter 8 år som medlem af bestyrelsen og et enkelt år som formand havde Poul Anker Lübker forud for generalforsamlingen meddelt, at han ikke ønskede genvalg.

”Som formand har det bl.a. været min opgave at sikre, at den nye direktør fik mulighed for at sætte sig grundigt ind i jobbet og komme godt i gang. Det er lykkedes fuldt tilfredsstillende, og jeg finder tiden inde til at overlade havnen til nye kræfter,” sagde Poul Anker Lübker.

Som ny formand valgte bestyrelsen efter generalforsamlingen regionsrådsformand Bent Hansen, der har siddet i bestyrelsen for Grenaa Havn A/S siden 2015. Bent Hansen har været formand for Region Midtjylland siden 2007 og var formand for Viborg Amtsråd fra 1990-2007. Han er desuden formand for Danske Regioner. Bent Hansen genopstiller ikke til regionsrådsvalget i år men bevarer selvsagt sit enorme politiske netværk. Som formand for bestyrelsen i Grenaa Havn A/S vil han yderligere kunne styrke Grenaa Havns position som en vigtig del af den østjyske infrastruktur.