Påskesilden er landet

De norske sildefileter til Kattegat Seafood i Grenaa er lagt på lage i 4.000 tønder, som blev losset i Grenaa for senere at blive forarbejdet i Hirtshals. Lasten svarer til 400 tons.

Påskesilden til de danske og nordeuropæiske frokostborde gjorde et stop på lageret hos Kattegat Seafood i Grenaa, før de går videre til forarbejdning på virksomhedens afdeling i Hirtshals. Her bliver de til de kendte Skipper Sild, som er firmaets flagskib inden for sildeprodukter.

”Normalt har vi jo ikke noget at gøre med produktion af sild her i Grenaa. Men lageret på afdelingen i Hirtshals havde ikke kapacitet, og derfor blev de 4.000 tønder med norske sildefileter losset her for senere at blive kørt til Hirtshals”, fortæller direktør Sven Erik Christensen, Kattegat Seafood. De 4.000 tønder svarer til en samlet mængde på 400 tons.

Sildene stammer fra Norskehavet og er fisket i Vestfjorden i det nordlige Norge. De fiskes typisk, når de går ind i Vestfjorden for at gyde. Netop på det tidspunkt har silden den rette størrelse og fedme.
 

SALG TIL NORDEUROPA

De friskfangede sild bliver fileteret og lagt i en lage på lokale fiskeindustrier, mens den videre forarbejdning sker på Kattegat Seafood’s afdeling i Hirtshals, hvor 35 medarbejdere er beskæftiget med at lave sildeprodukter og røgvarer til danske og nordeuropæiske dagligvarekæder. I Grenaa arbejder cirka 15 medarbejdere med produktion af rejer og kaviar.

”Blandt vores sildeprodukter er Skipper Sild den mest kendte, men vi laver også private label produktion til bl.a. COOP”, siger Sven Erik Christensen. Cirka 15 pct. af produktionen eksporteres til Tyskland, Belgien, Østrig og Schweiz.

”Vi kan sælge sild i de lande, hvor man spiser rugbrød, og så kan vi sælge lidt til skandinaver i Australien, Canada og Spanien”, som Sven Erik Christensen siger.

MÅSKE HØSTSILD TIL GRENAA

Han tilføjer, at den seneste last af sild til Grenaa kan blive fulgt op af en last høstsild til oktober. Aktuelt produceres der til påske og til sommermånederne, men i oktober modtager Kattegat Seafood en stor ladning høstsild, som er beregnet på den anden store højsæson – julen.