Navnekonkurrence

 Kraner losser på Grenaa Havn

NAVNEKONKURRENCE: Hvad skal vores to største mobilkraner hedde?

På Grenaa Havn tårner bomstærke mastodonter sig op i horisonten – bl.a. havnens nye gule Liebherr kran og den røde Gottwald kran. De to største mobilkraner i maskinparken.

Vores to mekaniske kollegaer mangler dog begge et navn!

Hvis du kan finde på det bedste navn til hver af de to kraner, kvitterer vi med et oplevelsesgavekort til over 500 oplevelser (værdi kr. 1.200,-) samt en gave fra Grenaa Havn.

2. og 3. pladsen i konkurrencen vil også blive præmieret med et oplevelseskort på henholdsvis kr. 700,- og kr. 500,- samt en gave fra Grenaa Havn.

Sådan deltager du:

Send en mail til Vis e-mail hvori du skriver:

1) Dit forslag til et navn til Liebherr og til Gottwald.
2) Dit argument for, hvorfor du har valgt netop de to navne.
3) Oplys din mailadresse, navn og telefonnummer så vi kan kontakte dig, hvis du vinder.

Vi skal have dit forslag senest d. 31. juli 2021.

Vinderen offentliggøres på scenen lørdag d. 4. september 2021 til ”Åben Havn” af borgmester Jan Petersen, Norddjurs Kommune.

Vinderne udvælges af denne jury

Borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Petersen, Bestyrelsesformand i Grenaa Havn A/S, Bent Hansen og kranfører hos Grenaa Havn, Kent Nielsen.

Lidt om vores to største mobilkraner

Liebherr 550 har en løftekapacitet på 144 ton. Den største grab til Liebherr er på 24 m3. Vores nye Liebherr ankom til Grenaa Havn i marts 2021. Vi kalder den både intelligent og bæredygtig. Den er udstyret med intelligente funktioner som ergonomisk styring og avanceret software, der både hjælper kranens operatør og garanterer en øget effektivitet. Den kan også køre på el.

Kranføreren sidder i 24,3 meters højde og har godt udsyn til opgaven.

Gottwald HMK 7608B har en løftekapacitet på 140 ton. Den største grab til Gottwald er på 24 m3. Tilsammen kan de to, i såkaldt TWIN-LIFT, løfte op til 210 ton.

Kranføreren sidder i 21 meters højde og har godt udsyn til opgaven.

Begge kraner er ideelle til både tunge løft i projektrelaterede opgaver eller til at grabbe bulk produkter som eksempelvis salt, træpiller, træflis, sheanødder, gødning osv.

Her på hjemmesiden findes der fakta om flere af vores havnekraner og øvrigt materiel.

P.S. Vores blå Gottwald mobilkran HMK 360E hedder Thor.

 

Læs mere om vores Åben Havn arrangement den 4. september 2021 her.

 

Grenaa Havns bestyrelse og medarbejdere deltager ikke i konkurrencen.