Gastronomisk event under cirkusdugen

10-retters poetisk forestilling

Gastronomisk event skal give danskerne lyst til mere godt fra havet. 
Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.


Tag et omrejsende cirkus fra starten af 1900-tallet med cirkusdirektør, stærk mand og skægget dame. Tilsæt musik, ti retter med alt godt fra havet, som veltilberedt fjæsing, tang, brisling (”den nordiske ansjos”) og fjordkrabber – garneret med god, gammeldags gøgl. Det er menuen i Fish-á-deli Circus, som er et nyt tiltag, der skal give danskerne lyst til at spise andre typer fisk, end de plejer.

Cirkusteltet slår teltpælene op på havnen i Grenaa i midten af oktober og lokker med skæve toner og lækker smag, kreeret af den pris-nominerede mad entreprenør, Jakob Vinkler.

"Vi vil lære danskerne at spise flere af de lokale arter fisk og havdyr. Derfor præsenterer vi en inddragende forestilling og et fabelagtigt måltid, hvor anderledes fisk bliver kernen. Vi har kokkereret en forestilling, hvor mad og scenografi giver en fantastisk oplevelse med lokale råvarer, tang og såkaldt bifangst, som er de fisk, danskerne normalt ikke spiser," forklarer idémanden bag Fish-á-deli Circus, kok Jakob Vinkler fra Madhuset Smag i Ebeltoft. 

”I Danmark bliver under halvdelen – kun 45 % - af de fisk, der fanges, spist af mennesker. Til sammenligning er dette tal på Island 85 %. På trods af vores store kystareal er vi meget konservative i vores fiskevalg og sætter kun tænderne i få arter som torsk, laks og rødspætter. De andre fisk fra danske farvande må sælges til fiskefoder eller til minkindustrien til priser på helt ned til én krone per kilo. Det er ikke bæredygtigt og samtidig ærgerligt, for det er gode råvarer, som kan blive til rene lækkerbiskner", fortsætter han.

Den absurde og poetiske forestilling Fish-á-deli Circus kan opleves den 11. - 13. oktober 2017 på Grenaa havn i Thorfisks tidligere lokaler. Fish-á-deli Circus melder om udsolgt til de tre eftertragtede forestillinger i Grenaa.

Sammensmeltning af erhverv og kultur

Grenaa Havn A/S er i fuld gang med at udvikle et nyt innovativt havnecenter. En del af udviklingsstrategien for Grenaa Havn sigter mod, at Sydhavnen bliver beboet af kreative virksomheder, iværksætterfirmaer, små produktionsenheder, butikker, restauranter m.v., så der også bliver et rekreativt element i at besøge den fremtidige Sydhavn. I planerne indgår også projekter, der skal skabe oplevelser for de besøgende. Fish-á-deli Circus bliver startskuddet til at kombinere tankerne om sammensmeltning af erhverv og kultur.

"Fish-á-deli Circus er et cool koncept fra Jakob Vinklers skønne sind. Det er ikke bare en unik og sjov oplevelse men et omrejsende cirkus, der giver opmærksomhed til lokale råvarer, bæredygtighed og glæden ved friskfanget fisk. Kombinationen af underholdning og spisning er total ”rethink”," siger programdirektør Juliana Engberg fra Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, som sammen med Region Midtjylland støtter projektet økonomisk.

Læs mere om forestillingen på Fish-á-deli Circus' Facebook side

Eventet er præsenteret af SMAG, Det Grænsesøgende Kulturkøkken, Region Midtjylland, Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017, More Creative og FLAG Djursland. Fish-á-deli Circus er en del af Europæisk Gastronomiregion 2017.