Flere bulkhaller

  • slider image
  • slider image
  • slider image
  • slider image

FLERE NYE BULKHALLER – FLERE MULIGHEDER

To nye bulkhaller styrker Grenaa Havn i indsatsen for at få endnu større mængder bulk ind og ud af havnen.

”Bulk er et strategisk satsningsområde for Grenaa Havn, og de to nye pakhuse lever 100% op til de krav, bulkmarkedet stiller i dag. Samtidig får vi mulighed for at tage nye bulkprodukter ind på havnen”, siger Theis Gisselbæk, der er forretningsudvikler hos Grenaa Havn.

Hallerne dimensioneres, så de passer til laster fra skibe på mellem 10.000 og 15.000 BT, og de øger havnens muligheder for at tage korn- og foderstofprodukter, biomasse i form af træpiller samt vegetabilske produkter ind over kajen i Grenaa.

STRATEGISK SATSNING

”Vi gearer havnen til håndtering af denne type bulk, fordi vi ser en stigende efterspørgsel på området. De to nye haller spiller sammen med andre investeringer, der gør os i stand til at håndtere bulklaster effektivt. Vores seneste investering i en Sennebogen-kran er en del af den samme strategiske satsning” siger Theis Gisselbæk.

De to nye haller bliver på hver 2.000 kvadratmeter og får en frihøjde på op til 13 meter. De forsynes med 4,6 meter trykfaste sider og vil kunne rumme op til 13.000 kubikmeter bulkgods.

Hallerne forsynes med brandalarmer og lever på alle områder op til de krav, der stilles i dag. 

De to haller forventes at stå klar til brug i henholdsvis december 2018 og februar 2019 og er allerede langtidsudlejede. Samtidig påbegyndes undersøgelserne af yderligere pakhuskapacitet for at følge med efterspørgslen.