FÆLLESSKAB OVER KATTEGAT

Gruppebillede kattegatalliancen

I sidste uge havde vi den store fornøjelse at byde direktion og bestyrelse fra Hallands Havne, som er en del af samarbejdet i Kattegatalliancen, velkommen til Grenaa.

I løbet af et par døgn skulle de se nærmere på Grenaa Havn, høre om vores forretning og blandt andet møde borgmester Kasper Bjerregaard, Norddjurs Kommune.
Besøget blev rundet af med et besøg hos henholdsvis Kattegatcentret og Stena Recycling A/S

Kattegatalliancen er et samarbejde på tværs af Kattegat mellem Halmstads kommun og Norddjurs Kommune, som er gjort muligt på grund af færgeforbindelsen som drives af Stena Line. Begge kommuner vil i et tæt samarbejde skabe muligheder for, at især turismen får gode vilkår, så ankomsthavnene bliver opfattet som mere end blot en færgeterminal.

Strategien er at gøre det attraktivt for færgegæsterne at blive i og omkring de to ankomstbyer, at spotte de attraktioner der findes lokalt og at gøre begge kommuner til et attraktivt sted at være erhvervsdrivende. På den måde kan vi i fællesskab skabe værdi på begge sider at Kattegat, så de rejsende i højere grad besøger de lokale attraktioner og får en oplevelse her, inden de drager videre.