Digitale nyheder

En æra er slut – nye informationskanaler er fremtiden

Et stort ønske om aktualitet i artiklerne og øget fokus på digitalisering er bare nogle af årsagerne til, at dette juni nummer af SUPPORT er det sidste, som kører i trykken.

”Produktion og udgivelse af vores havneblad har været ”mit projekt”, lige siden jeg kom til Grenaa Havn for - ja - snart 17 år siden. Så det er både en smule vemodigt – men samtidig det helt rette valg at afslutte det trykte magasin”, konstaterer Pia Møller Christensen, Marketing Manager og PA hos Grenaa Havn.

”Blandt mine første opgaver på havnen var dengang Havne- og Erhvervsnyt. Et mindre format med både stort og småt fra havnen og lokalområdet. I marts 2008 lancerede vi til gengæld et nyt, stort og opsigtsvækkende format med iFront magasinet. Det gjorde sig særligt bemærket på flere måder”, smiler Pia Møller Christensen og henviser bl.a. til det ret store format, som nogle gange var svært at håndtere elegant. ”Endelig introducerede vi i 2016 en helt ny profil for Grenaa Havn og gav ved samme lejlighed vores havnemagasin et markant facelift med nyt design og navnet SUPPORT. Denne gang i et format, som blev vel modtaget.”

Historisk har lokalsamfundet altid udvist stor interesse for at følge med i livet på havnen. Det kan man fortsat i endnu højere grad digitalt via hjemmesider, nyhedsbreve og sociale medier.

”Selvom jeg er ved at være ”en gammel rotte om bord på skuden” – så forsøger jeg og vi hele tiden at udvikle os og give læseren artikler og nyheder med værdi. Det har været, og er fortsat, meget vigtigt for os at formidle om havnens udvikling, og om de mange ting der sker på og omkring havnen og hos havnens virksomheder”.

En del af vores digitaliseringsproces

Henrik Carstensen, CEO hos Grenaa Havn fremhæver: ”Vi har en stærk ambition om at skabe et solidt fundament for fremtiden via vores digitaliseringsproces og har da også taget en lang række initiativer i organisationen. Vi arbejder med effektivisering og digitalisering på flere fronter, og nu er turen også kommet til SUPPORT. Vores marketingafdeling har helt andre formidlingsplatforme tilgængelige nu, og det skal vi udnytte i endnu højere grad. Vi er i en tid, hvor de digitale platforme og fokus på miljø har overhalet det trykte nyhedsmagasin. Jeg er sikker på, at vores læsere vil have fornøjelse af at følge med på vores nyhedsbreve, på hjemmesiden og på vores sociale medier, hvor vi har nogle helt andre muligheder for at dele nyheder og aktuelt stof. Lige når det sker – og ikke tre måneder efter. Generelt har vi i virksomheden løbende fokus på at vurdere selv de små skridt, som vi kan tage i en mere bæredygtig retning. Dette er et af dem. På trods af at SUPPORT er en FSC-mærket tryksag, vil det alt andet lige være bedre at undgå brug af papir, spare trykprocessen og hele distributionskæden, ikke mindst.”

Opfordring til at følge med

”Vi er klar over, at vi har nogle trofaste læsere, der fra gang til gang glæder sig til at blive klogere på, hvad der sker på havnen og måske særligt lige i deres lokalområde. Vi håber dog, at de kan finde os ad den digitale vej også. Vi dækker som koncern både Grenaa Havn, Anholt Havn, Bæredygtighedens Hus og Liv på Sydhavnen med hjemmesider og sociale medieplatforme. Der sker så mange spændende ting, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at informere godt og målrettet på disse platforme. Derfor vil jeg naturligvis gerne opfordre til, at vores læsere klikker forbi og følger med”, afslutter Pia Møller Christensen.

 

Links til nyhedsmail og sociale medier fremgår nederst på denne side.